Når Formel 1-feltet i 2015 bliver ramt af en safety car-periode, vil Kevin Magnussen og konkurrenterne skulle foretage en stående start når løbet bliver givet frit. Det er bare én af mange ændringer i regelsættet for 2015-sæsonen, som FIA netop har offentliggjort.

Den stående genstart afløser den rullende genstartsprocedure, hvor safety car kører i pit og løbet gives frit over målstregen. Det gælder dog ikke, hvis safety car-perioden er påbegyndt på de to første omgange af løbet, eller hvis der er mindre end fem omgange tilbage af løbet.

Ændringerne til reglementet indeholder blandt andet, udover en række tekniske ændringer, en reduktion i antallet af timer, hvert team kan teste bilerne i vindtunnel, ligesom der bliver tre testmuligheder á fire dage forud for sæsonen. I 2016 vil der kun være to testmuligheder inden sæsonstart. Der bliver også kun to testmuligheder á to dage i løbet af sæsonen. Halvdelen af disse skal være reserveret til unge kørere.

Du kan læse den fulde pressemeddelelse fra FIA her.