Den Internationale Racing Festival flytter fra Valby til Roskilde.
Den årlige event, hvor man mod penge kan møde og få køreture med danske og internationale motorsportsstjerner i sportsvogne, vender dermed hjem til byen, hvor mange danske motorsportsstjerner gennem tiderne har trådt deres første racingstøvler.
Og det bliver med nogle af bysbørnene på listen over kørere, der giver highspeed-ture i eksotiske bilmærker. Nogle af de nok mest kendte roskildensere stiller nemlig til start, da både Kevin og Jan Magnussen er med i 2014-eventet.
Den Internationale Racingfestival kører penge ind til Dansk Røde Kors. 57.000 gæstede eventen ved seneste arrangement i 2012.
Det bliver på området omkring den nedlagte Roskilde Ring – i dag en park ved sygehuset i Roskilde – at racingfestivalen får sit centrum.
Hvordan ruten i Roskilde kommer til at tage sig ud er endnu ukendt.
Den Internationale Racing Festival sker lørdag den 18. oktober fra kl. 8.00-18.00 og søndag den 19. oktober fra kl. 8.00-18.30.
Foto er fra 2012-arrangementet med Kris Nissen (t.v.), protektor HKH Prins Joachim og bagmand Thorkild Thyrring.



