Jagten er gået ind for McLaren og Kevin Magnussen i F1. I påskeweekenden er det fjerde grand prix i 2014, det gælder, det kinesiske af slagsen. Og målsætningen for McLaren Mercedes-holdet er klar: De skal rejse sig fra Bahrain-skuffelsen og jagte positionen som bedste hold. Efter Mercedes AMG Petronas, altså.
– De første tre løb har set forskellige biler og kørere som de nærmeste udfordrer til Mercedes-kørerne. Jeg synes stadig det er lidt for tidligt at se rangordenen mellem teamene, der kæmper om point, men vores mål denne weekend er at prøve at konsolidere vores position i front af den jagende gruppe, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.
Endnu en gang er det en ny bane, der møder Magnussen, når det fredag går løs med første frie træning på den Tillke-designede Shanghai International Circuit.
– Jeg glæder mig til dette løb. Det er en bane, jeg kun har set på tv, men den ser ud til at have en stor variation i sving. Det første ligner en rigtig udfordring, men mest interessant, så tror jeg, at vi ser nogle høje hastigheder og en masse overhalinger på baglangsiden, som er en af de længste i F1, siger han videre.
Efter problemerne i Bahrain har Magnussen som bekendt testet og forberedt sig til dette løb – og rejser sig forhåbentligt oven på seneste skuffelse.
– Jeg tog fra det sidste løb og følte, at jeg ikke fik det maksimale ud af hverken bilen eller mig selv, så et par dages test i Bahrain og mine forberedelser til dette løb vil forhåbentlig lade mig finde min ’zone’ med MP4-29, siger han videre.
Løbet søndag køres klokken 9.00 dansk tid.
I mellemtiden afgøres Red Bull Racings appelsag fra Australiens Grand Prix tirsdag.



