Den regerende mester i DTC er klar til sæsonpremieren i ELMS.
Den køres lørdag den 19. april på Silverstone i England, hvor hvor danskerbilen hos AF Corse er en blandt i alt 39 biler i mesterskabet.
Sammen med 50-årige Mads Rasmussen deler den unge roskildenser en Ferrari 458 Italia GT3. De to danskere bliver ikke de eneste danskere i feltet, da også Dennis’ onkel Jan Magnussen kommer til start i en Ferrari 458 Italia GT3 sammen med Mikkel Mac og Johnny Laursen. De tre stiller til start for Formula Racing. GTC feltet tæller hele 15 biler og udover Ferrari 458 Italia GT3 er det biler som Audi R8 LMS ultra, Porsche 997 GT3 R, BMW Z4 GT3 og McLaren MP4 12c GT3, der er at finde i GTC-klassen.
– Jeg glæder mig helt vildt, men er også klar over, at vi står foran en stor udfordring, siger Dennis Lind.
– Hverken Mads (Rasmussen – red.) eller jeg har erfaring fra langdistanceløb og feltet tæller masser af kørere med mere erfaring. Så vi har en stejl indlæringskurve foran os, men er klar til at lære så meget som muligt, på så kort tid som muligt. Der er arbejdet hårdt på at være i ekstra god fysisk form, da løbene jo er betydeligt længere end jeg har været vant til. Så der skal arbejdes på at være hurtig, men ikke mindst konstant. Og samtidig skal vi arbejde sammen som et team, da vi er to kørere, der skal have det maksimale ud af bilen. For Mads er det kun tredje sæson i motorsport, så det er også vigtigt, at vi arbejder på, at han føler sig tilpas i bilen og får ham op i fart. Men AF Corse står også for Ferraris fabriksindsats i ELMS, så vi er hos et utroligt erfarent team og jeg er sikker på, at vi er i gode hænder.
Løbet på Silverstone afvikles med to gange træning fredag samt 20 minutters kvalifikation lørdag. Løbet starter lørdag kl. 15.30 dansk tid. Løbet kan ses på Motors TV fra kl. 15.10.



