Jan Magnussen og Antonio Garcia tog første sejr til den nye Corvette C7.R, da Tudor United Sportscar Championship lørdag nat dansk tid kørte i Long Beach’ gader.

Magnussen havde sat pole position, og dér blev Corvette #3 hele løbet – på nær en omgang – og kunne endda hoppe på podiet med søsterbilen #4, der blev treer.

“Det er en hamrende vigtig sejr, ikke mindst for teamet og for gutterne, som har arbejdet så hårdt på at få den nye racerbil klar til sæsonen,” fortæller en glad Jan Magnussen, som allerede inden løbet skabte sejrsstemning ved at kvalificere Corvette #3 til første startposition.

“Vi har hele tiden vidst, at den nye C7.R var hurtig, men både på Daytona og Sebring opnåede vi kun skuffende resultater, fordi teknikken ikke kunne holde. Det var frustrerende, især på Sebring, hvor vi ellers lå i førerpositionen i en periode.”

Det var danskerens 38. sejr i den nordamerikanske langdistanceliga, og det var samtidig en sejr, hvor ingen af de konkurrende biler fra BMW, Ferrari, Viper og Porsche på noget tidspunkt kunne true Corvette-duoen.

“Fantastisk kørsel af Antonio! Han fik en god start og opbyggede hurtigt en suveræn føring i løbet. Da jeg overtog bilen, var vi mere end 10 sekunder foran nummer to, så det var nærmest som at holde ferie — jeg sørgede bare for at holde bilen kørende og undgå at ramme betonvæggene,” forklarer Jan Magnussen.

Toer blev BMW #55 med Müller/Edwards.

Danske Michael Christensen kunne ikke køre sig meget længere frem end udgangspunktet i gaderne i Long Beach, og sammen med amerikanske Patrick Long blev Porsche-køreren femmer – én plads bedre end udgangspunktet.

Se det fulde resultat her (åbner pdf i nyt vindue)