Det var første gang nogensinde for Michael Christensen på Sebring, hvor andet løb i TUDOR United SportsCar Championship (TUSC) skulle køres, et 12-timersløb som af mange er udråbt som et af de absolut hårdeste og mest krævende af både kører og bil – banen er voldsomt ujævn og består primært af beton da området er en tidligere lufthavn.

Den unge Christensen satte #912 CORE/Porsche North America raceren på GTLM-pole, og medkører Jorg Bergmeister kunne mod slut med et tidligt pitstop køre bilen til klassesejr i et nært perfekt løb.

Det var noget af en rutschetur hos Corvette Racing, hvor tidlige problemer for Jan Magnussens C7.R #3 satte dem langt tilbage – adskillige Full-Course-Cautions (FCC) -perioder gjorde dog at de igen kom på omgangshøjde og faktisk efter 8 timer lå i føring af GTLM. Desværre kostede brændstofpumperne i de to Corvetter kampen om podieplacering og mulig klassesejr.

Også i GT Daytona klassen (GTD) blev et tidligt stop afgørende for Magnus Racing, hvor Andy Lally, John Potter og Marco Seefried sejrede. Det blev desværre kun til knap 35 minutters kørsel for Christina Nielsen i netop GTD, da Matteo Malucelli fik ødelagt løbet for MOMO/NGT Motorsport teamet og bagenden på deres Porsche 911 #30 – læs kommentar fra Christina og se video af uheldet.

Danske David Heinemeier Hansson hos RSR Racing lå hele løbet med i kampen om PC-klassesejren, men måtte se sig slået af CORE ORECA-Chevrolet mandskabet.

Chip Ganassi Racing tog den samlede sejr i et dramatisk løb præget af utroligt mange uheld og lange safety car perioder.

Foto: IMSA