Kevin Magnussen sluttede sin sidste dag på den absolutte top i F1-testen i Bahrain.
McLarens dansker var blandt de sidste på banen inden det ternede flag faldt, og på Pirellis supersofts kunne han skære af Nico Hülkenbergs hidtil bedste tid og var dermed bedst i en Mercedes-motoriseret 1-2.
Magnussen havde blot kørt otte omgange om formiddagen, inden det blev tidlig frokost. Om eftermiddagen var McLarens MP4-29 på banen til flere længere stints og altså de sidste på de ultrabløde Pirelli.
1,5 sekunders margin havde Magnussen til ’Hulken’, mens Fernando Alonso var treer foran Nico Rosberg. Valtteri Bottas var en opmuntrende femmer for Williams efter en stille onsdag med brændstofpumpe-problemer. Med 116 omgange var han flittigst på banen foran Fernando Alonso. Kamui Kobayashi var sekser for Caterham.
Sebastian Vettel blev registreret for 59 omgange – mere end dobbelt så mange, som mestrene fra Red Bull Racing har nået indtil videre. Vergne, Gutierrez, Grosjean og Chilton runder feltet af.
Fredag og lørdag tester Jenson Button for McLaren.
Resultatet af torsdagens F1-test i Bahrain:
Kører / bil / bedste omgang/ antal omgange
1. Kevin Magnussen McLaren-Mercedes 1m34.910s 46
2. Nico Hulkenberg Force India-Mercedes 1m36.445s +1.535s 59
3. Fernando Alonso Ferrari 1m36.516s +1.606s 97
4. Nico Rosberg Mercedes 1m36.965s +2.055s 85
5. Valtteri Bottas Williams-Mercedes 1m37.328s +2.418s 116
6. Kamui Kobayashi Caterham-Renault 1m39.855s +4.945s 66
7. Sebastian Vettel Red Bull-Renault 1m40.340s +5.430s 59
8. Jean-Eric Vergne Toro Rosso-Renault 1m40.609s +5.699s 58
9. Esteban Gutierrez Sauber-Ferrari 1m40.717s +5.807s 55
10. Romain Grosjean Lotus-Renault 1m41.670s +6.760s 18
11. Max Chilton Marussia-Ferrari 1m42.511s +7.601s 17



