Kevin Magnussen var hurtigst i en periode i løbet af formiddagen under førstedagen i F1-testen i Bahrain.

McLarens dansker rundede Sakhir-banen i 1:38.295 lige efter 12.00 dansk tid, og understregede igen, at der formentlig er godt potentiale i McLarens MP4-29.

Omgangen var ikke en enlig svale, da danskeren satte flere tider omkring sin bedste tid gennem et længere stint. Tiden holdt dog ikke som hurtigste dagen ud, og Magnussen sluttede som firer set på tiderne.

Det var i stedet Nico Hülkenberg, der i løbet af eftermiddagen satte flere lynhurtige tider og sluttede med 1:36.880 knap et sekund bedre end Fernando Alonso med næstbedste tid. Lewis Hamilton var igen flittig på banen og var tredjehurtigst onsdag i Mercedes’ sølvpil.

Hülkenbergs bedste tid var tæt på Sebastian Vettels bedste omgang i 2013-GP’et, hvilket maner rygter om langsomme 2014-racere i jorden.

Der var godt nyt – sådan da – for Red Bull Racing og Sebastian Vettel, da det endelig lykkedes verdensmestrene at få sat en testdag sammen. Selvom det var sent, inden tyskeren kom på banen, kunne RB10’eren sætte tider og sluttede med femtebedste tid. Vettel var dog på vej mod en ny bedste tid, da en ukendt defekt satte en stopper for fremfærden, og et af flere røde flag kom ud.

Det var også premiere for Lotus F1 Teams E22, som trods den sene debut fik nogle omgange på banen. Romain Grosjean var bag rattet, men sluttede i bunden af tabellen blandt de biler, der trods alt satte omgange.

Felipe Massa i Williams og Jules Bianchi døjede begge med tekniske problemer og fik ikke kørt andet end installationsomgange.

Dagen fik en skidt start, da testen blev 30 minutter forsinket. Årsagen var mangel på banepersonale…

Foreløbige, uofficielle tider fra F1-test i Bahrain, onsdag:

1

Nico Hülkenberg

Force India

1m36.880s

2

Fernando Alonso

Ferrari

1m37.879s  +0.999

3

Lewis Hamilton

Mercedes

1m37.908s  +1.028

4

Kevin Magnussen

McLaren

1m38.295s  +1.415

5

Sebastian Vettel

Red Bull

1m40.224s  +3.344

6

Adrian Sutil

Sauber

1m40.443s  +3.563

7

Robin Frijns

Caterham

1m42.534s  +5.654

8

Daniil Kvyat

Toro Rosso

1m44.346s  +7.466

9

Romain Grosjean

Lotus

1m44.832s  +7.952

10

Felipe Massa

Williams

n/a

11

Jules Bianchi

Marussia

n/a