Kevin Magnussen fik masser af tid i F1’eren torsdag, da hans første test i denne sæson fandt sted på Circuito de Jerez.
Første del af testen blev der fokuseret på at give rookien maksimalt med køretid i bilen, mens den sene eftermiddag bød på kortere stints, bl.a. på mediumdækkene, som han brugte da han kørte sin hurtigste tid, samt enkelte start- og pitstopøvelser.
Ikke desto mindre gik dagen over al forventning, og flere eksperter har bemærket, at den unge dansker allerede nu lever op til sit ry.
– Det var en stor dag for mig. Jeg havde sommerfugle i maven og havde svært ved at sove i nat – jeg er rookie, og jeg var bare så spændt over at skulle i bilen. På den anden side føles det heller ikke som min første dag på arbejde; jeg kender alle hos McLaren, så jeg føler mig virkeligt hjemme.
– Lykkeligvis gik alt som det skulle, og bilen føltes godt. Jeg er ret tilfreds med pålideligheden – at have kørt så mange omgange, som jeg gjorde på bare en halv dag, var ret positivt.
– Jeg lægger ikke for meget i, at jeg satte hurtigste tid – jeg pushede, men det var ikke en ‘balls-to-the-walls’-omgang. Vi ville have gode data og lære om bilen, så jeg tror alle pushede derude. Derudover tror jeg, at vi kan forbedre bilen i denne uge. Og det vigtigste er at forstå, hvordan vi kan forbedre den, når vi tager herfra. Jeg tror vi har en god ide om, hvilken retning vi skal i, siger han i en pressemeddelelse.
Kevin Magnussen fortsætter i McLaren-raceren på Jerez-testens sidste dag.
Se interview på engelsk her:



