Kimi Räikkönen satte hurtigste tid i 2014-sæsonens første test – en test, der helt som ventet var præget af alt andet end kørsel på spanske Circuito de Jerez.
Finnen satte bedste tid med 1:27,104, lige over 7/10 sekund bedre end Lewis Hamilton, der var en af de få flittige kørere, indtil et crash satte en stopper for Mercedes AMG Petronas’ videre test.
Uheldet skete om formiddagen, hvor briten havde tilbagelagt 18 omgange. Frontsplitteren røg ganske enkelt af og efterlod den tidligere verdensmester som passager i F1 W05’eren, der kørte frontalt ind i dækstablen – heldigvis kun med materiel skade. Indtil da havde han været hurtigst i testen.
Da dette var første testdag – og for flere første lejlighed til at afprøve og afstemme de nye, avancerede ERS, kørte flere teams blot installationsomgange, flere af dem afbrudt ude på banen med en stribe røde flag som følge.
Sebastian Vettel og Marcus Ericsson fik ikke sat nogen tid, ligesom Jenson Button slet ikke kom på banen, da der var elektroniske udfordringer på McLarens MP4-29. Problemet blev angiveligt løst, og meldingen fra McLaren er, at Jenson Button fortsætter onsdag – dermed bliver det muligvis ikke til testdag for Kevin Magnussen, hvilket ellers var planlagt.
Tiderne fra første testdag på Jerez (antal omgange i parentes):
1 Räikkönen (Ferrari), 1m27.104s (31 omgange)
2 Hamilton (Mercedes), 1m27.820s (18)
3 Bottas (Williams), 1m30.082s (7)
4 Perez (Force India), 1m33.161s (11)
5 Vergne (Toro Rosso), 1m36.530s (15)
6 Gutierrez (Sauber), 1m42.257s (7)
7 Vettel (Red Bull), ingen tid (3)
8 Ericsson (Caterham), ingen tid (1)



