Jan Magnussen er kendt for at have engagementer på forskellige kontinenter spredt ud over sæsonen. Men 2014 tegner alligevel til at blive en af de travleste. Danskeren tester denne weekend forud for Rolex 24 at Daytona.
– Det er blev en kort vinterferie i år, men det gør ikke så meget, for det bliver nok en af de mest spændende sæsoner nogensinde, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.
Racerkøreren er på vej til USA, hvor han i den kommende weekend skal teste for sin faste arbejdsgiver, Corvette Racing, forud for det legendariske 24-timers-løb på Daytona International Speedway i Florida den 25.-26. januar.
– Vi stiller til start i en helt ny serie (TUDOR United SportsCar Championship, red.), og vi gør det med en helt ny bil, som i øvrigt først bliver præsenteret for offentligheden den 13. januar i Detroit. Den nye Corvette C7.R skal levere al den power, vi manglede i forhold til konkurrenterne i 2013-sæsonen, og især på Le Mans bliver det spændende, da vi går fra at have klassens ældste bil, til at have den nyeste, siger han.



