Sergio Perez skifter som ventet til Sahara Force India fra og med 2014-sæsonen.
Den 23-årige mexicaner, der med Kevin Magnussens McLaren-kontrakt stod uden job kort før sæsonens udløb, har tegnet en mangeårig kontrakt med Vijay Mallyas team. Dermed kommer mexicaneren til at danne en stærk duo med Nico Hülkenberg, som teamet bekræftede i november.
– Det er fantastisk at kunne offentliggøre, at mit nye team er Sahara Force India. At komme hertil var mit førstevalg hele tiden, og jeg er virkeligt glad for, at det nu er blevet bekræftet. Jeg vil gerne takke Vijay og hele teamet for at give mig denne mulighed. Det er et ungt team med en masse målrettethed, og de har lavet konkurrencedygtige biler de seneste år. Alt er nyt næste sæson med de nye regler, men jeg har allerede en god fornemmelse omkring 2014. Min plan er nu at besøge fabrikken og lære alle i teamet at kende, siger Sergio Perez.
Perez rygtes at medbringe 15 mio. euro i sponsorpenge – Vijay Mallya har dog hele tiden understreget, at kørerne i teamet vælges grundet talent.
Med det sidste sæde hos Sahara Force India er der nu blot sæder hos Sauber, Marussia og Caterham tilbage ti 2014-sæsonen. Den tidligere kører, Paul Di Resta, rygtes retur til DTM.



