Ross Brawn og Mercedes AMG Petronas har nu gjort det officielt.

Briten, der næste år fylder 60 år, forlader dermed teamet, han skabte fra resterne af Hondas F1-team tilbage i 2009, hvor han vandt F1-titlerne med Jenson Button og Rubens Barrichello.

Siden har Mercedes købt sig ind i teamet efter VM-sæsonen, og nu forlader Brawn, der endnu ikke har sin eventuelle fremtid i F1 på plads, altså teamet.

– Det vigtigste i min beslutning om at træde tilbage fra rollen som teamchef var at sikre, at timingen var korrekt for teamet, så de kan sikre succes i fremtiden. Processen med at planlægge overtagelsen af ansvaret, som vi har implementeret i løbet af året, er nu klar, og vi kan foretage ændringerne fra mine nuværende ansvarsområder til en ny ledelse med Toto og Paddy, siger Ross Brawn i en pressemeddelelse fra teamet.

– Mercedes-Benz har investeret betydeligt i både personale og infrastruktur i Brackley og Brixworth. Takket være fremgangsmåden med ét team i de to faciliteter er teamet nu godt stillet med henblik på succes i 2014, og jeg er stolt af at have lagt grundstenene til den succes, siger han videre.

– 2014 vil markere begyndelsen på en ny æra i sporten. Vi følte derfor, at dette var det rette tidspunkt samtidig at begynde en ny æra for teamledelsen for at sikre, at organisationen er så stærk som muligt til årene, der kommer, siger han videre.

Toto Wolff overtager sammen med Paddy Lowe ansvaret for teamet som direktører for hhv. forretningssiden og den tekniske side.