En fan og racerkører har startet en underskriftsindsamling for at få Porsches opmærksomhed.
Formålet er at sende flere tusinde underskrifter til Jonas Krauss, der er ansvarlig for Porsches mærkemesterskab i det håb, at de vil gøre de to finaleløb i Abu Dhabi den 2. og 3. november til ikke-tællende løb.
Sker dette, så får Sean Edwards mesterskabet posthumt. Briten har 18 points forspring til danske Nicki Thiim inden finaleløbene. Danskeren selv har tidligere udtalt, at han ikke ved, hvordan han vil forholde sig i løbene.
Sean Edwards havde før sin tragisk død indsamlet 118 point gennem bl.a. tre sejre. Nicki Thiim har med bl.a. to sejre og to andenpladser høstet 100 point. Der uddeles 20 point for en sejr.
I skrivende stund har indsamlingen, startet af Jon Miller, hentet massive 9.168 underskrifter. Du kan finde underskriftsindsamlingen her.
Hvad synes du – skal løbet være ikke-tællende, eller skal Nicki Thiim have chancen for at vinder Supercup-mesterskabet? Giv din kommentar herunder.
Det er Nicki Thiim til venstre på fotoet med Sean Edwards i midten og Michael Ammermüller til højre.



