Endnu engang blev det et godt dansk løb i Formel Renault 3.5 på Red Bull Ring. I starten kom Marco Sørensen godt afsted, men Kevin Magnussen blev overhalet af Stoffel Vandoorne. Vandoorne spandt dog rundt i første sving, og i forvirringen kom Kevin Magnussen op som nummer to og Vandoorne sidst. Samtidig blev Antonio Felix da Costa holdene da starten gik. Rigtigt godt for Kevins mesterskabsstilling.

Da de første hektiske første fem minutter med mange små kampe var ovre, var top tre i løbet stukket lidt fra de øvrige. Marco Sørensen var først i den top tre foran Kevin Magnussen og Nigel Melker.

På omgang ni gik begge danskere i pit for at tage det obligatoriske pitstop. Det var efter Nigel Melker, men de to danskere kom ud foran Melker alligevel. Samtidig kom Kevin tættere på Marco.

Med 22 minutter og en omgang tilbage var alle pitstop overstået, og Marco Sørensen var i front med fem sekunder ned til Kevin Magnussen, der igen var 2 sekunder foran Nigel Melker. Herefter Stevens, Sirotkin og Nato. Vandoorne var i mellem tiden udgået af løbet.

Carlos Huertas spandt rundt på vej ind på langsiden med 15 minutter tilbage, og da han blev holdende kom der safety car på banen. Efter fem minutter blev løbet givet frit igen.

Kevin Magnussen forsøgte herefter at komme forbi Marco Sørensen. Der var respekt mellem de to kørere, men Marco blev i front. Herefter var der ikke ændringer i fronten af løbet. Dermed slutter Marco Sørensen en hel perfekt weekend af, hvor det blev til dobbelt pole og dobbelt sejr og fremgang i mesterskabet til en samlet nummer seks. Nordjyden var også meget glad efter løbet:

– Det er en af de bedste weekender, jeg har haft i hele min racerkarriere, faktisk den bedste tror jeg. Jeg vil gerne sige stort tak til hele teamet for at have støttet og bakket mig op gennem alle de problemer vi har haft. Jeg er rigtig glad lige nu, og jeg ser helt sikkert frem til løbet i Budapest nu.

Nummer to blev Kevin Magnussen, og med konkurrenterne uden point stikker den unge dansker fra de andre i mesterskabet, og er nu 30 point foran Vandoorne. Da Costa glider efter en dårlig weekend ned som nummer fem fra nummer tre. Nummer tre i løbet blev Melker foran Sirotkin og Buller.

Top 10 i andet løb

Pos Kører Team Gap
1 Marco Sørensen Lotus

33 laps

2 Kevin Magnussen Dams

+4.517

3 Nigel Melker Tech 1 Racing

+5.422

4 Sergey Sirotkin ISR

+7.117

5 William Buller Zeta Corse

+11.004

6 Will Stevens P1 by Strakka Racing

+12.937

7 Marlon Stockinger Lotus

+14.054

8 Nico Müller International Draco Racing

+14.416

9 Peito Fantin Arden Caterham

+16.899

10 Norman Nato Dams

+18.956

Top 8 i mesterskabet

1. Kevin Magnussen – 166 point
2. Stoffel Vandoorne – 136 point
3. Will Stevens – 101 point
4. Nigel Melker – 97 point
5. Antonio Felix da Costa – 95 point
6. Marco Sørensen – 83 point
7. Nico Müller – 77 point
8. Arthur Pic – 58 point