Nico Rosberg tog sejren i et højdramatisk GP på Silverstone. En hektisk slutfase på løbet sørgede for spænding både i løbet og i VM for kørere med podieplaceringer til Mark Webber og Fernando Alonso.

Det var ellers Lewis Hamilton, der førte løbet an foran Sebastian Vettel. Briten havde på hjemmebane kørt et forspring ud til VM-etteren. Mark Webber havde kontakt i starten og faldt langt tilbage, men australierens sidste løb på en af hans yndlingsbaner var langt fra ovre.

På ottende omgang ramte uheldet dog længere fremme i det, der skulle blive et varsel om problemer for flere kørere.

Ned ad Hangar Straight mistede Hamiltons Pirelli-dæk på venstrebaghjul karkassen, og briten måtte pitte. På de efterfølgende omgange blev også Felipe Massa, der ellers var lynstartet og på femtepladsen, og Jean-Eric Vergne ramt af lignende dækproblemer.

Det fik safetycaren på banen på 16. omgang for første gang i løbet. Under perioden fik Vettel besked om, at han også havde skader på det nu udskiftede bagdæk, og han skulle holde sig fra curbs i udgangen af svingene.

Med flere bar i dækkene og instrukser fra pitmuren om at holde sig fra curbs – instrukser, som på ingen måde blev overholdt – kørte feltet videre igen med Nico Rosberg jagtende Vettel i front.

Jagten blev dog indstillet på 41. omgang, hvor Vettel efter at have mistet tid til Rosberg i løbet af et par omgange måtte trække ind til siden på start/mållangsiden og parkere sin Red Bull-racer. Den uheldige parkering fik safetycaren på banen igen, og flere udnyttede muligheden for at pitte – herunder Rosberg og Webber. Fernando Alonso havde kørt sig frem på fjerdepladsen før Vettels exit, men spanieren havde været i pit lige inden safetycarperioden og var røget ned på P8. Kimi Räikkönen derimod blev holdt ude på banen, hvilket sandsynligvis var en fejl.

For da safetycaren kørte i pit igen efter 46 omgange gik jagten for Webber og Alonso op gennem toppen, hvor både Daniel Ricciardo, Adrian Sutil og så Kimi Räikkönen mistede masser af placeringer.

Alonsos reaktioner blev for anden gang i løbet sat på prøve, da han på 46. omgang måtte undvige Sergio Perez’ venstre bagdæk, der valgte at forlade fælgen. Den episode fik dog ikke safetycaren på banen.

Helt fremme jagtede Webber heroisk Nico Rosberg, men kom kun lige inden for DRS-afstand, mens Fernando Alonso også havde en hårdt kæmpende Lewis Hamilton bag sig, efter briten havde kørt sig op gennem feltet efter sit uheld tidligt i løbet.

Räikkönen slutter femmer foran Felipe Massa, Adrian Sutil, Daniel Ricciardo, Paul di Resta og Nico Hülkenberg, der runder top ti af.

Resultatet af Storbritanniens Grand Prix 2013:

1 Nico Rosberg Mercedes 52 omgange
2 Mark Webber Red Bull Racing-Renault +0.7 sek
3 Fernando Alonso Ferrari +7.1 sek
4 Lewis Hamilton Mercedes +7.7 sek
5 Kimi Räikkönen Lotus-Renault +11.2 sek
6 Felipe Massa Ferrari +14.5 sek
7 Adrian Sutil Force India-Mercedes +16.3 sek
8 Daniel Ricciardo STR-Ferrari +16.5 sek
9 Paul di Resta Force India-Mercedes +17.9 sek
10 Nico Hulkenberg Sauber-Ferrari +19.7 sek
11 Pastor Maldonado Williams-Renault +21.1 sek
12 Valtteri Bottas Williams-Renault +25.0 sek
13 Jenson Button McLaren-Mercedes +25.9 sek
14 Esteban Gutierrez Sauber-Ferrari +26.2 sek
15 Charles Pic Caterham-Renault +31.6 sek
16 Jules Bianchi Marussia-Cosworth +36.0 sek
17 Max Chilton Marussia-Cosworth +67.6 sek
18 Giedo van der Garde Caterham-Renault +67.7 sek
19 Romain Grosjean Lotus-Renault +1 Omg
20 Sergio Perez McLaren-Mercedes +6 Omg
Ret Sebastian Vettel Red Bull Racing-Renault +11 Omg
Ret Jean-Eric Vergne STR-Ferrari +17 Omg