Volvo Polestar Racing træder fra 2014 ind i den Australien-baserede V8 Supercars med to Volvo S60-baserede racere.

Det sker i samarbejde med V8 Supercars-teamet Garry Rogers Motorsport, der fremover bliver kendt som Volvo Polestar Racing – ligesom teamet, der kører i svenske STCC.

Meldingen kommer efter en weekend, hvor de to nye mærker Nissan og AMG Mercedes for første gang for alvor mærker fremgang i den australske serie med placeringer omkring top 10 efter de traditionelle frontrunnere fra Holden og Ford.

Volvo Polestar Racing kørte i 2011 i WTCC med en C30-model, men droppede dét program og koncentrerede sig herefter om TTA/STCC med silhouette-biler.

Volvo er ikke helt ukendte i Australien i motorsportssammenhæng. I 1986 vandt de det australske standardvognsmesterskab med Robbie Francevic i 240 Turbo. For 15 år siden vandt Rickard Rydell og Jim Richards Bathurst 1000 i Volvo S40 Super Touring.

Der er ikke sat navne på kørerne.

Garry Rogers Motorsport kører i 2013 Fujitsu Racing Team med Scott McLaughlin, Alexandre Premat, Greg Ritter og Jack Perkins.