Selvom Marco Sørensen indtog andenpladsen i sidste weekends løb i Monaco, så har der ikke været tid til afslapning som opladning til denne weekends afdeling i World Series by Renault på Spa. Mandag og tirsdag har den stået på konditionstræning i det franske alper.
– Jeg forlod Monaco allerede tidligt om aftenen for at kunne være oppe i alperne tidligt mandag morgen. Min personlige træner havde sat et træningsprogram op, som hovedsaligt bestod af konditionstræning oppe i sneen. Det har været et par hårde dage, men også en god oplevelse. Det er sommetider rart at træne på forskellige måder. Det giver et dejligt afbræk i den normale daglige træning. Men det er også rart, at være godt forberedt til næste løb på Spa. Det bliver i hvert fald ikke på konditionen jeg går ned, fortæller Marco Sørensen.
Næste afdeling foregår som sagt allerede i den kommende weekend på Spa-Francorchamps banen. En bane de danske deltagere i Formel Renault 3.5 har det godt med. Marco Sørensen fik sin første sejr i klassen på banen sidste år, ligesom Kevin Magnussen gjorde det samme. Så der vil være høje forventninger til begge danskeres præstation på den 7.395 m. lange bane. Stoffel Vandoorne vil dog sikkert også gøre alt for at tage en sejr på hjemmebanen.
Denne gang er der som normalt to løb, med kvalifikation 9:50 og løb klokken 14:00 lørdag, mens søndagens program er kvalifikation samme tid, men med løbsstart 14:50. Begge løb vises på Zulu. For at krydre det hele, så er der lovet regn på banen fredag og lørdag, mens der skulle blive tørt søndag.



