Nicki Thiim var bedste dansker i kvalifikationen til Porsche Mobil 1 Supercup-løbet i Monacos gader.
I en travl kvalifikationssession satte danskeren, der havde været uheldig og crashede i torsdagens træning, niendebedste tid, 1,1 sekund efter Sean Edwards, der igen viste suveræn form med pole position, mere end 6/10 foran polske Kuba Giermaziak.
Michael Christensen starter fra 19. startrude efter en svær kvalifikation.
– Det var ren disaster for mit vedkommende. Jeg lå toer efter mit første forsøg på nye dæk, indtil der kom et rødt flag. Herefter kom der nye dæk på, og der skulle prøves igen. Men der var tæt trafik og rigtig mange gule flag, så jeg kom aldrig til at ligge rigtigt på banen til at få en fri omgang. Alle andre forbedrede tiderne. Jeg havde potentialet til en god omgang, men jeg kunne bare ikke få en fri omgang. Sådan er det i Monaco, og det er spillet. I dag gik det bare ikke min vej, siger Michael Christensen til Racemag.
De to rally-VIP-kørere Sébastien Ogier og Sébastien Loeb starter som hhv. 12. og 15. i det store felt.



