De unge kørere med Formel 1 drømme får derfor en perfekt mulighed for at vise sig frem foran de vigtige folk på den 3.3 kilometer lange bane. En sejr i Monaco kan sende en kører på vej mod Formel 1. Tidligere vindere i Monaco i WSR tæller blandt andet Pastor Maldonado (2006), Charles Pic (2008) og Daniel Ricciardo (2010 og 2011), og de er alle i Formel 1 nu.
Kevin Magnussen har startet sæsonen stærkt, og ligner i høj grad en favorit til mesterskabet efter top resultater i tre af sæsonens fire løb. Danskeren fører mesterskabet med fire point til Stoffel Vandoorne og 28 point til Arthur Pic. Et godt resultat i Monaco vil derfor sende ham endnu mere i retning af mesterskabet. Sidste år startede Kevin Magnussen på anden startrække, men udgik tidligt efter et sammenstød med barrieren.
Kevin Magnussen har samtidig dobbeltarbejde denne weekend, da han også er reservekører for McLarens Formel 1 hold. Så skulle Sergio Perez have et uheld i optakten som han havde i 2011, kan der blive debut i Formel 1 for Kevin Magnussen. Med McLaren til stede vil Kevin under alle omstændigheder gøre alt for at vise sig godt frem.
I modsætning til Kevin Magnussen, så har Marco Sørensen haft en dårlig start på sæsonen. Der blev ingen point i årets første løb, mens det i alt blev til tre point i sæsonens tredje og fjerde løb. Marco Sørensen vil derfor håbe, at et godt resultat kan sætte sæsonen i gang.
Træningen køres torsdag 08:30 til 09:15, mens kvalifikationen køres lørdag 09:00 til 09:55, begge dele lige før Formel 1. Ingen af delene vises på TV, men du kan finde livetiming her.
Løbet køres søndag klokken 11.10, og er det sædvanlige 44 minutter plus en omgang. En glædelig nyhed er, at TV2 Zulu har købt rettighederne til at sende serien. Løbet kommenteres af Jens Winther Jr og Ulrik Jønsson, så husk at se løbet, så Zulu og TV2 kan se, at danskerne gerne vil have motorsport på TV.



