Der er blevet uddelt gridstraf til to kørere, fordi racestewards har vurderet, at de var skyld i et sammenstød med en anden kører under Kinas Grand Prix.

Saubers Esteban Gutierrez bliver sat fem pladser tilbage på startgriden i næste løb efter, fordi han var skyld i et sammenstød med Adrian Sutil i sving 14 på omgang fem. Gutierrez røg ud af løbet ved samme lejlighed, da højre forhjul var ødelagt på Sauber C32 raceren. Også Sutil måtte udgå af løbet, da bagenden på Force India raceren var ødelagt. Gutierrez var dog godt klar over, at det var hans skyld:

– Jeg kom for hurtigt ind i svinget. Jeg bremsede det samme sted, jeg plejer at gøre, men jeg medregnede ikke tabet af downforce og den fart jeg havde. Jeg gjorde mit bedste for at stoppe, men det lykkedes ikke. Det var helt sikkert min skyld, og jeg undskylder til Adrian og hans team, udtaler Mexicaneren.

Mark Webber kørte ind i siden på Toro Rosso køreren Vergnes bil på omgang 15. Det lignede et halvhjertet forsøg på en overhaling, hvor Webber måske forventede at Vergne ville holde til siden, da det jo var en kører fra søsterteamet. Det skete dog ikke, og derfor fik Webber ødelagt forvingen. Australieren udgik dog senere af løbet. Webber bliver derfor rykket tre pladser tilbage til grand prixet i Bahrain næste uge.