Romain Grosjean satte onsdag den hurtigste tid til testen på Jerez – omgangstiden på 1:18.218 er samtidig den hurtigste tid der er kørt efter de første to dage.

Mercedes havde igen en skidt dag på Jerez, da Lewis Hamilton kørte af banen i Dry Sac-hårnålen efter 15 omgange. Lewis Hamilton slap heldigvis uskadt. Merecedes-teamet har oplyst, at mistet bremsetryk var årsagen til uheldet. Teamet har kun fået tilbagelagt 26 omgange på to dage.

Køren med flest omgange i dag blev Red Bulls Mark Webber med hele 101 omgange. Felipe Massa fik på sin anden dag i Ferrarien kørt 78 omgange, og det italienske team fik onsdag testet forskellige typer udstødninger.

Luiz Razia fik debut for Marussia i dag – det blev til 31 omgange, men lidt før klokken 13:00 stoppede hans racer på banen, og han kom ikke ud at køre mere. Luiz Razias bedste tid var et halvt sekund hurtigere end Chiltons bedste tid i går.

Den nyudnævnte testkører hos Force India, James Rossiter, fik i løbet af onsdag eftermiddag sin første tur i VJM06-raceren. Paul di Resta havde ind til da kørt i raceren, og han sluttede med næstbedste på andendagen i Jerez.

Kørerne har udtrykt tilfredshed med Pirellis nye dæk i forhold til sidste år.

– Vi kørte også på medium og hard compound dæk i dag, og det er en anden følelse i forhold til sidste år. Jeg synes det er et bedre dæk. Det vil igen være udfordrende i forhold til omgange og holdbarhed, men Pirelli har gjort et stort stykke arbejde med længere holdbarhed. En ting, jeg har bemærket – du er i stand til at køre hurtigt med det samme, selv på første omgang. Det er noget, som vi ikke kunne gøre sidste år, udtalte Jenson Button om dækkene efter den første dag.

Englænderen havde dog nogen kritik af soft compound-dækkene, da han synes de er for bløde, fordi de allerede efter få omgange havde overstået deres optimale ydeevne.

Resultatet af anden testdag på Jerez:

1.  Romain Grosjean      Lotus        1m18.218s            95 omg

2.  Paul di Resta        Force India  1m19.003s  + 0.785s  95 omg

3.  Daniel Ricciardo     Toro Rosso   1m19.134s  + 0.916s  83 omg

4.  Mark Webber          Red Bull     1m19.338s  + 1.120s  101 omg

5.  Nico Hulkenberg      Sauber       1m19.502s  + 1.284s  99 omg

6.  Lewis Hamilton       Mercedes     1m19.519s  + 1.301s  15 omg

7.  Sergio Perez         McLaren      1m19.572s  + 1.354s  81 omg

8.  Felipe Massa         Ferrari      1m19.914s  + 1.696s  78 omg

9.  Pastor Maldonado     Williams     1m20.693s  + 2.475s  71 omg

10.  James Rossiter       Force India  1m21.273s  + 3.055s  19 omg

11.  Giedo van der Garde  Caterham     1m21.311s  + 3.093s  88 omg

12.  Luiz Razia           Marussia     1m23.537s  + 5.319s  31 omg