Den ultrasuccesfulde Peugeot 207 S2000 bliver snart kørt i garagen og må overlade pladsen til franskmændenes nye våben i S2000-klassen.

Peugeot 208 Type R5, som den hedder, er afløseren til den rallybil, der har taget talrige løbssejre og mesterskaber både international og herhjemme.
208 Type R5 bliver mulig at få fingrene i i anden halvdel af 2013, hvor den skal forsøge at overgå 207’erens seks IRC-titler.
R5’eren er bygget efter det nye 2013-reglement, der skal skære i udgifterne til rallybilerne. Det indebærer bl.a. en maksimal pris for forskellige reservedele samt minimumsvægt for delene, hvilket skal bremse udviklingen og himmelflugten af priserne. R5 får, som WRC og RRC-bilerne, en 1,6-liters turbomotor, samme, som bliver brugt i RCZ Racing Cup-bilerne fra det franske mærke. Med 280 hk, firehjulstræk og femtrins gearkasse vil performance ligge lige over de nuværende S2000-biler, vurderer Peugeot.
Testarbejdet går i gang inden for kort tid på både grus og asfalt. Indtil da, nyd billederne her af 208’eren i de klassiske Peugeot Sport-farver.



