Lewis Hamilton fulgte op på gårsdagens hurtige tempo, og var igen hurtigste kører i en uhyre tæt kamp med Fernando Alonso.

McLaren-teamet viste sig også stærke i lørdagens FP3. Efter 20 minutter havde Lewis Hamilton sat hurtigste tid, og Jenson Button var lige efter. Så det lignede umiddelbart en gentagelse af de frie træninger fra i går. Men Fernando Alonso ville det anderledes. Ferrarierne var længe om at komme ud på banen, der skulle næsten gå en halv time, før de begyndte at få sat tider i FP3. Fernando Alonso kørte hurtigere end Lewis Hamilton, der ellers havde sat en suveræn hurtig omgang, der var over et halvt sekund hurtigere end hans bedste tid fra i går. Men i de sidste minutter af træningen overgik Lewis Hamilton Ferrariens tid med én tusindedel!

Felipe Massa var også med helt fremme i dag, og satte fjerdehurtigste tid. Han kom ind foran kørere som Jenson Button og Nico Rosberg, der endte som henholdsvis femmer og sekser i FP3.

Force India stod for dagens overraskelse, da Paul di Resta kom ind i tredjehurtigste tid, og hans teamkollega Nico Hülkenberg kom ind som nummer ni. Der venter dog Paul di Resta en grid penalty, fordi han har fået skiftet gearkasse. Dermed rykkes skotten fem pladser tilbage i forhold til den placering han opnår i kvalifikationen senere i dag.

Sergio Perez viste, at Sauber-teamet holder fast i det moment, teamet kom tilbage med i sidste weekend efter sommerpausen. Han opnåede syvendebedste tid i FP3. Sergio Perez kom ind lige foran Lotus-køreren Kimi Räikkönen.

Pastor Maldonado sluttede top ti af i Williams-raceren. Allerede på Spa viste teamet, at de har en bil, der er hurtig på langsiderne. Det lader dog ikke helt til de har fundet en opsætning, der gør at de for alvor kan blande sig i top ti til kvalifikationen.

Lige uden for top ti finder vi de to Red Bull kørere Mark Webber og Sebastian Vettel. De mangler godt 0.8 sekunder op til den hurtigste tid. Det bekræfter, at de har svært ved at finde farten til en enkelt omgang, men derfor kan de ikke afskrives til søndagens løb – det var Sebastian Vettels andenplads på Spa et bevis på.

Kvalifikationen senere i dag ligner en kamp imellem Ferrari og McLaren om pole position.

Kvalifikationen køres lørdag klokken 14.

Resultatet af FP3:

1   Lewis Hamilton McLaren-Mercedes 1:24.578
2   Fernando Alonso Ferrari 1:24.579 0.001
3   Paul di Resta Force India-Mercedes 1:24.849 0.271
4   Felipe Massa Ferrari 1:24.909 0.331
5   Jenson Button McLaren-Mercedes 1:24.994 0.416
6   Nico Rosberg Mercedes 1:25.036 0.458
7   Sergio Perez Sauber-Ferrari 1:25.160 0.582
8   Kimi Räikkönen Lotus-Renault 1:25.255 0.677
9   Nico Hulkenberg Force India-Mercedes 1:25.289 0.711
10   Pastor Maldonado Williams-Renault 1:25.383 0.805
11   Mark Webber Red Bull Racing-Renault 1:25.389 0.811
12   Sebastian Vettel Red Bull Racing-Renault 1:25.406 0.828
13   Bruno Senna Williams-Renault 1:25.461 0.883
14   Michael Schumacher Mercedes 1:25.563 0.985
15   Kamui Kobayashi Sauber-Ferrari 1:25.689 1.111
16   Daniel Ricciardo STR-Ferrari 1:25.706 1.128
17   Jerome D’Ambrosio Lotus-Renault 1:25.973 1.395
18   Jean-Eric Vergne STR-Ferrari 1:26.003 1.425
19   Heikki Kovalainen Caterham-Renault 1:26.657 2.079
20   Vitaly Petrov Caterham-Renault 1:27.267 2.689
21   Charles Pic Marussia-Cosworth 1:27.454 2.876
22   Timo Glock Marussia-Cosworth 1:27.728 3.150
23   Narain Karthikeyan HRT-Cosworth 1:28.035 3.457
24   Pedro de la Rosa HRT-Cosworth 1:28.384 3.806