Det blev en god lørdag med de rød/hvide briller i ADAC GT Masters-premieren på Oschersleben.
Robert Renauer/Nicki Thiim var på et tidspunkt i føring, men kom ind på en fin tredjeplads i svære betingelser, i et løb der var vådt til at starte med.
Lidt længere nede kørte dansker-duoen med Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen en ottendeplads hjem til Young Driver AMR. Med ottendepladsen samlet blev Poulsen samtidigt bedste amatør-kører i sin GT-debut. Ottendepladsen blev efter løbet vekslet til en femteplads, da flere biler blev straffet for forseelser under gulflagsperiode.
Vinderne blev Dino Lunardi og Maxime Martin i Alpina B6 foran Claudia Hürtgen og Dominik Schwager i Schubert BMW z4.
– Jeg var tilskuer til kampen om sejren fra distancen og håbede i hemmelighed på, at jeg kunne vinde på deres kamp. Desværre lavede jeg en lille fejl og røg i gruset, ellers ville sejren have været mulig, siger Nicki Thiim, der kørte for FROGREEN CO2 neutral i Porsche 911 GT3 R.
– Vi startede på slicks, hvilket var den rigtige beslutning. De første omgange var der ret glat, men så gik det godt. En perfekt start på sæsonen med et nyt team og en ny bil, siger Kristian Poulsen i en pressemeddelelse.
Andet løb køres søndag klokken 12.30 og kan ses live på den tyske sportskanal Kabel1.



