Jan Magnussen kunne tage en dobbeltsejr på Sebring Raceway, da den svenske Camaro Cup søndag kørte andet løb i weekenden.

Hvor Magnussen i første løb var truet af sin nevø Dennis Lind, så kunne det unge talent, der ventes til start i den danske pendant til Camaro Cup, DTC, ikke gøre meget i andet løb.

Allerede på anden omgang måtte Lind lade sin Camaro fra svenske Memphis Racing parkere, da han punkterede.

Magnussen vandt foran svenske Fredrik Ros, der havde en anden dansker lige bag sig, nemlig Martin Hansen. Fukamunis uheldige kører måtte starte bagerst efter at have misset første løb med et defekt differentiale, men kørte sig frem til en podieplads.

– Det har været super sjovt. Det er jo en helt anden bil at køre på den her bane end jeg er vant til, men alligevel når vi 245 km/t på langsiden og der kan man godt mærke, at de her biler ikke bremser så godt, som de biler jeg normalt kører. Men jeg kunne godt se, at min erfaring gav mig en stor fordel i de hurtige sving og ved de hårde nedbremsninger. Sebring er nok en af de hårdeste udfordringer, man kan udsætte en racerbil for, med de mange ujævnheder. Bilen knagede og bragede også en hel del, men i dag var der ingen problemer, så det var fedt at kunne give gutterne endnu en sejr. Og så skal der også lyde et stort tillykke til min holdkammerat Martin, der efter et flot løb kom hjem på tredjepladsen, siger Magnussen i en pressemeddelelse.

I den kommende weekend kører Jan Magnussen og Camaro Cup-feltet to løb på Palm Beach International Raceway.

[nggallery id=99]