DM-vinderen 2011 sikrede sig en syvendebedste tid i sin klasse, da han kørte med i showløbet i forbindelse med Bologna Motor Show.
– Det var en kæmpe oplevelse at deltage i et løb med en række af verdens bedste rallykørere. Både lørdag og søndag nåede jeg til kvartfinalen, og mine tider var absolut konkurrencedygtige, siger Brian Madsen ifølge en pressemeddelelse.
Lørdagens vinder blandt Super 2000 bilerne blev Andrea Aghini, mens søndagens sejr gik til Matteo Gamba, begge i biler magen til Brian Madsens. Aghini har tidligere vundet løb til VM i rally.
Vinder blandt WRC-kørerne blev nordmanden Petter Solberg i Citroën foran Kris Meeke i MINI.



