DTC-mesteren og klassevinder på Le Mans Casper Elgaard kan efter den kommende weekend skrive endnu en klasse på sit cv.

Efter en noget amputeret 2011-sæson får 2010-DTC-vinderen mulighed for at børste rusten af, når han gæster Peugeot Spider Cup på Padborg Park.

– Ja, det er ikke en aprilsnar i god tid, men jeg fik et tilbud om at køre en Peugeot Spider i finaleløbet på lørdag, så det skal prøves, fortæller Casper Elgaard i telefonen.

Bilen er ikke ukendt for Casper, der har kørt utallige omgange på FDM Jyllandsringen i forbindelse med events, men det er under helt andre forhold med passager, en anden sporvidde og andre dæk.

– Bilens vægt-kraftforhold er ikke så langt fra BMW’en, men motoren ligger helt ude på baghjulene, så den vil bremse og styre helt anderledes. Jeg skal også vænne mig til en lavere vægt og andre dæk, men det bliver sjovt at finde grænserne. Det er en sjov og god racerbil, siger han i en pressemeddelelse.

– Jeg kommer til Padborg for at vinde – ellers ville jeg ikke være racerkører, men jeg har også respekt for de folk, som har kæmpet for deres point i et helt år. Vi kører alle vores chance, og jeg vil helst være på podiets øverste trin.