Denne weekend kan Audi-mandskabet tage Petit Le Mans-titel nummer 10, når det går løs med 10-timersløbet på Road Atlanta.
Den sejr kunne være faldet sidste år, hvor Kristensen, McNish og Capello var i front i Audi R15+ – hvis ikke det havde været for et uheld af de mere mærkelige.
Indlægget i Dindo Capellos styrthjelm rev sig løs, så italieneren ikke kunne se. Det kostede et ekstra pitstop og et farvel til den midlertidige føring, Audi-trioen havde.
Efter flere uheld også i denne sæson håber Tom Kristensen, at skuden kan vende, og mandskabet på #2 kan hente endnu en sejr til Audi R18.
– Kampen mellem Audi og Peugeot er ekstremt tæt. Detaljer udgør forskellen. Jeg håber, vi kan udnytte vores potentiale og hente det store trofæ med hjem, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.
Danskeren har en gang tidligere stået øverst på podiet efter de 1.000 miles. Det skete i 2002, netop sammen med Capello, der selv er den mest vindende kører med fem sejre på CV’et.
– Vi glæder os alle til Road Atlanta. Petit Le Mans er Grand Slam’en i sportsvognsracing sammen med Sebring og 24-timers Le Mans. Banen er en kæmpe udfordring. Det er som en rutsjebane med bakker og sving der går op og ned, hvor du ikke kan se apexen. Og banen er relativt snæver, og der er mange retningsskift. Fansene bakker virkeligt op om racet og er med til at gøre det til et fantastisk show. Det bliver hårdt for os i cockpittet, fordi vi kæmper for hver centimeter, hvis ikke milimeter, på banen, siger Tom Kristensen videre.
Løbet køres lørdag aften dansk tid. Eurosport viser starten fra 1730 til 1830 og igen afslutningen fra midnat til 0330. Løbet kan også ses på nettet her.



