Kasper Jensen bliver den fjerde dansker i Petit Le Mans, når 10-timersløbet på Road Atlanta afvikles i næste uge.

Aalborgenseren har lavet aftale med Lotus Jetalliance, der i forvejen har danske David Heinemeier Hansson som en af kørerne for resten af sæsonen.

Petit Le Mans er næstsidste afdeling af ILMC-serien, der fra næste år får VM-status, og bliver dermed debut for 28-årige Kasper Jensen.

– Det er en helt enormt stor chance, jeg har fået af Lotus Jetalliance igennem Jan Kalmar. Det bliver en rigtig stor opgave, men der bliver en masse test op til løbet, hvor jeg skal have så meget køretid som muligt. Men jeg er racerkører helt igennem, så jeg er sikker på, at jeg skal gøre det godt, siger Kasper Jensen til Racemag.

Kasper Jensen, der har en titel i Renault Clio Cup, flere sæsoner i DTC og DEC bag sig, har i et par sæsoner arbejdet på at køre internationale løb. Det mål bliver nu realitet for nordjyden.

– Jeg var med teamet på Silverstone (ved seneste afdeling af ILMC, red.) og havde en gode dialog med Jan, og det har nu åbnet op for at køre på Road Atalanta, siger Kasper Jensen.

Det er Lotus Evora som denne, Kasper Jensen får ILMC- og GT-debut i næste uge (Foto: ACO/Nikon)

Kasper Jensen forventer ikke, at manglen på erfaring med GTE Pro-klassen og Road Atlanta spiller nogen rolle.

– Jeg har en forventning om at gøre god figur, køre hurtigt og stabilt. Resultatmæssigt drejer det sig om at fuldføre, siger Kasper Jensen og hentyder til, at Lotus Evora GT2-racerne endnu er i et tidligt udviklingsstadie.

Kørersammensætningen i bil #64 bliver Kasper Jensen med Oskar Slingerland og Martin Rich, som begge deltog på Le Mans, mens bil #65 bliver besat af David Heinemeier Hansson, der skal dele bilen med James Rossiter og Johnny Mowlem.

De øvrige danskere i Petit Le Mans er, udover David Heinemeier Hansson, Jan Magnussen og Tom Kristensen.

Petit Le Mans køres den 1. oktober over 1000 miles eller et maksimum på 10 timer. Løbet kan ses live på nettet på www.americanlemans.com/live

Kasper Jensen har fået aftalen i stand med støtte fra bl.a. Red Horse, Coolshop, Strandpavilionen Aalborg og Golfavisen.