Kort før sæsonstart er der førerbytte i Super Car Challenge. Erik Byrgesen trækker sig fra promoterrollen og overlader rattet til Alex Frederichsen, der tidligere har kørt i klassen (foto).
Ifølge en pressemeddelelse er det efter meget lang tids overvejelse, at Erik Byrgesen har besluttet at trække sig som promoter.
Alex Frederichsen bliver dermed ny promotor for Super Car Challenge som er på vej ind i klassens anden sæson, dog med en lille forskel fra den første sæson, idet at der i 2011 kun køres ”semi”-endurance løb af 60 minutters varighed, samt det at der nu også er åbnet op for standardvogne.
Selvom selve dén rolle er ny for Alex Frederichsen, tager han den med ro.
– Jeg har været involveret i dansk motorsport i over 20 år, både som kører mekaniker og klasserepræsentant, så jeg mener nok at jeg har evnen og mulighederne for at bygge Super Car Challenge op til noget rigtigt stort, siger Alex Frederichsen i en pressemeddelelse.
Super Car Challenge lægger ud allerede til åbningsløbet på FDM Jyllandsringen, hvor klassen er kommet med på et sent afbud. Den nye promoter håber dog, at det åbner mulighed for endnu flere kørere i klassen.
– Jeg håber da også at tidsplanen med meget køretid lørdag gør, at der er kørere fra andre klasser, som kunne have lyst til at deltage i løbet, om ikke andet så for at få noget mere køretid så rusten er helt væk inden det går løs i de andre klasser om lørdagen. Interesserede kørere skal være meget velkomne til at kontakte mig, alle detaljer kan findes på vores hjemmeside, siger Frederichsen og henviser til www.supercarchallenge.dk.
Foto: Thomas Norsted, Racemag



