Mattias Ekström har lavet en mild udgave af en ‘Tom K’. Den svenske dobbelte DTM-mester har brækket venstre håndled i en volleyballkamp. Svenskeren ventes dog klar til start i DTM-sæsonåbneren den 1. maj på Hockenheimring.
Det var under en volleykamp med Audi-kollegaerne, at den svenske racerkører faldt uheldigt og brækkede håndledet. Ekström får dermed ikke den bedste sæsonoptakt, og han må ligeledes opgive start i Wasaloppet, Nordens største langrendsløb, i begyndelsen af marts.
Ekström skal gå med håndledet i gips i fire uger, hvorefter muskulaturen skal genoptrænes. Han skulle dog ifølge Audis læger være helt fit til sæsonstart.
Tom Kristensen rev for over et år siden sin akillessene over under tenniskamp med sønnen Oliver.
Foto: Audi Motorsport



