Teamet er blevet til i et samarbejde mellem TMP, Italian Bike Store og PG-Danmark med støtte fra Aprilia fabrikken i Italien.

Teamets kørere bliver i denne første sæson Jan Jespersen og Michael Møller Pedersen, som begge skal køre på Aprilia RSV4 APRC SE 1000cc

Jan Jespersen har kørt motorløb i mange år. Først var han kører på højt plan inden for motocross-verdenen, men har de seneste år kørt road racing med stor succes. I 2010 vandt han i Superbike-klassen i den danske Bike Promotion serie ved at vinde alle løb.

Det bliver en Aprilia RSV 4, som Jan Jespersen og Michael Møller Pedersen skal køre på i 2011

Michael Møller Pedersen startede med at køre tre år i den tyske serie ADAC Junior CUP og har i de sidste to sæsoner kørt Supersport 600 løb i Danmark og Sverige. Han sluttede samlet på en 4. plads i Supersport 600 klassen i Bike Promotion serien i 2010.

Aprilia RSV4 APRC SE er Aprilias Special Edition version af den motorcykel, som Max Biaggi vandt World Superbike Championship på i 2010. Denne cykel er udstyret med en lang række detaljer, ikke mindst Aprilias elektroniske traction-, launch- og anti wheelie controle system APRC.

RSV4 APAC SE er som udgangspunkt en specialmotorcykel til gadebrug, men vil blive ombygget til race ved hjælp af udstyr og dele fra TMP Parts’ leverandører.

Teamet deltager som 1. prioritet i Superbike klassen ved DM i 2011, hvor målet er toppen af podiet. Udover DM serien er det planen at deltage i udvalgte Skandinaviske, samt enkelte Internationale Europæiske arrangementer.

Teamet vil være at finde på  de forestående messer i februar, som afvikles i Herning og Øksnehallerne. Når messerne er overståede, vil cyklerne blive endelig klargjorte, med henblik på en eller to træningslejre i Spanien, midt i marts måned.