Den tidligere DTC-kører og nuværende direktør på Padborg Park Tom Pedersen har testet den nye Citroën DS3 Cup-racer. Prototypen til den nye danske mærkeklasse er under opbygning, og den har sønderjyden testet på sin hjemmebane.
– Bilen opfører sig som den skal med en lille overstyring og mulighed for, at bagenden kan tvinges til udskridning, siger han om testen i en pressemeddelelse.
Under testen nåede han op på 165 km/t for enden af langsiden.
– Det svarer til den fart, vi opnår med de Lotus Elise-biler, vi anvender til event på banen, siger Pedersen.
Bagmændende spår, at denne hastighed vil stige til 175-180 km/t i takt med effektforøgelsen og fjernelsen af overflødig vægt i forbindelse med ombygningsarbejdet.
Det er Boisen Motorsport, der står bag byggeriet af Citroën DS3 THP 150 til baneraceren. Udover alle rent sikkerhedsmæssige forandringer er det områderne motor, undervogn og bremser, dette arbejde koncentrerer sig om. Motoren trimmes til at opnå en effekt, der ligger over de originale 155 hestekræfter, mens de originale bremser bliver erstattet af 300 mm bremseskiver og firstemplede bremsekalibre. Bilen får en justerbar D2-undervogn, ligesom det bliver muligt at justere de forreste bærearme og ændre på de bageste hjulvinkler.
Løbskalenderen for den nye CITROËN DS3 CUP er planlagt til at skulle omfatte seks løbsarrangementer, hvor klassen kommer rundt på alle de danske baner. Der er sæsonpremiere på FDM Jyllandsringen sammen med Scandinavian Touring Car Championship, og herefter køres der skiftevis på Padborg Park og Ring Djursland, inden sæsonen afsluttes og mesteren kåres i den anden weekend af oktober på Padborg Park.



