Den nykårede DM-vinder i rally tager nu hul på et nyt kapitel i sin rallykarriere. Karl Åge Jensen blev sammen med codriver Freddy Pedersen og DM-sølvvinderne Christian Jensen og Søren Tøndborg fejret.

– Det har været to fantastiske år med med et fantastisk team. Og at det sluttede med titlen kunne jo ikke være mere eventyragtigt, siger Karl Åge Jensen ved en reception hos Peugeot Danmark.

Sammen med Freddy Pedersen (foto tv.) tog rallykøreren DM-guldet i sin sidste sæson i en Peugeot 207 S2000 – meget passende, da den første DM-titel også blev hentet i det franske mærke.

– Jeg startede i Peugeot i DM, og jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle slutte i en Peugeot. Det var et dejligt punktum at sætte, siger Karl Åge Jensen og sender en tak til sine mekanikere, sponsorer, medierne og mekanikeren Ernst.

Karl Åge Jensen vil nu kaste sig over promotorrollen for DM-rally. DM-vinderbilen er som beskrevet tidligere solgt til Esben Hegelund.

Foto: Racemag