Den nok største mærkeklasse nogensinde ser dagens lys til juni, når op mod 200 Porsche Carrera Cup-racere stiller til start i Porsche Carrera World Cup.

Det sker den 25. juni, hvor størstedelen af de 18 Carrera Cup verden over mødes på Nürburgring Nordschleife. Også den skandinaviske Carrera Cup kører med, og løbet tæller som en afdeling til 2011-mesterskabet.

– Vi er utroligt stolte og glade over at have et af verdens største og heftigste løb med i vores kalender. Det bliver en unik og spændende afdeling, siger den skandinaviske Carrera Cup-chef Thomas Johansson i en pressemeddelelse.

Løbet bliver afviklet sammen med det legendariske 24-timersløb på den berygtede bane. Vinderen i Carrera World Cup skal findes efter seks omgange, svarende til 152,268 kilometer.

Feltet bliver inddelt i to klasser – en for de ældre biler af 997-modellen og en for de nyere bygget i 2010 og 2011.

Endnu er det ikke klart, om der bliver danske kørere på gridden i Carrera Cup Scandinavia 2011.

Foto: Porsche AG