Jenson Button må afgive F1-kronen til Sebastian Vettel, der får beviset for sit VM når FIA holder sit årlige galla. Men den afgående verdensmester er fuld af lovord over for den nye verdensmester.
– Det har været et spændende år i Formel 1. Vi har alle haft vores op- og nedture, inklusive den nye verdensmester Sebastian. Men han er en meget talentfuld kører, og han fortjener fuldt ud sin succes, siger Jenson Button, der i en pressemeddelelse fra teamet reflekterer over både det sidste GP i 2010 og sæsonen.
– Jeg har haft nogle rigtig gode søndage, men også nogle svære lørdage gennem året – og det er noget, jeg skal arbejde med hen over vinteren. Overordnet er jeg dog glad for min første sæson hos Vodafone McLaren Mercedes, siger briten, der har haft problemer med at få temperatur i dækkene særligt i kvalifikationerne.
I det sidste løb kørte han sig dog til en fjerdeplads i kvalifikationen og listede forbi Fernando Alonso i starten mod en tredjeplads i Abu Dhabi.
– Det var rart at være på podiet med den nye verdensmester og med Lewis, som selvfølgelig var 2008-mesteren. Vores vigtigste mål var at sikre andenpladsen i konstruktørernes VM, og det gjorde vi komfortabelt, slutter han.
Foto: Vodafone McLaren Mercedes



