Lotus Racings og Virgin Racings bagmænd Tony Fernandes og Richard Branson indgik før 2010-sæsonen et væddemål om, hvilket af de to teams ville klare sig bedst i F1-debutsæsonen. Det vandt Lotus Racing, og Virgin-grundlæggeren må nu lide den tort at skulle optræde som AirAsia-stewardesse.
AirAsia er en af Lotus Racings sponsorer, og det bliver på et af disse fly, at Branson skal optræde i klædeligt kostume.
– Der har været en fantastisk konkurrenceånd mellem os og Virgin Racing hele sæsonen, og en af de første til at gratulere os på pitmuren var Richard. Vi har haft dette fantastiske væddemål hele sæsonen, og nu er det tid for Richard at forberede sig på det hårde arbejde og den sandsynlige smerte af et par højhælede, siger Tony Fernandes, teamchef i Lotus Racing.
Duellanterne har dog besluttet sig at dele oplevelsen og det ømme syn med omverdenen. Billetter til flyturen mellem Kuala Lumpur og London vil blive solgt på en auktion, og penge fra salget vil gå til et endnu ukendt velgørende formål.
Montage: Lotus Racing



