Felipe Massa kneb sig lige i pointene i Abu Dhabi, efter han og teamkammerat svarede på Red Bull Racings taktik med at hive Mark Webber tidligt ind.
Men som løbet udfoldede sig blev de overhalet indenom af de to Renault-racere og Nico Rosberg, og i størstedelen af løbet lå bilerne på stribe uden de store antræk til at overhale.
Det var formentlig Mercedes GP’s kraftfulde motor og Renaults effektive F-duct, der gjorde livet mere end surt for titelkandidaterne og Massa.
– Det er virkeligt en skam, som tingene gik i dette løb. Vi havde besluttet at pitte tidligt og prøve at blive foran Webber, men det klarede vi ikke, og vi sad derefter fast i traffik i næsten hele løbet, både Fernando og jeg selv, siger Massa i en pressemeddelelse.
– Desværre var bilerne foran os meget hurtige på langsiden, og det var umuligt at overhale. Det er en skam, at overhaling er så svært på en fantastisk bane som denne, siger han og hentyder til den relativt nye, Hermann Tilke-designede Yas Marina Circuit.
For Felipe Massa har højdepunkterne været få siden sæsonstarten, hvor han og teamkammerat Fernando Alonso var med helt i toppen. Resten af sæsonen har brasilianeren stået i skyggen af sin teamkammerat – lige med undtagelse af Tysklands Grand Prix.
– For mig har det afgjort ikke været en fantastisk sæson, da jeg havde forventet langt mere af den. Nu skal vi reagere og forsøge at forberede os så godt som muligt til næste sæson. Vi lavede nogle fejl, og dem skal vi ikke gentage. Vi har nu allerede to dages test næste uge med de nye dæk – jeg er spændt på at se, hvordan de opfører sig, slutter Massa.
Foto: Scuderia Ferrari



