Trods en flot og chokerende pole position til Brasiliens Grand Prix, så var det meste af F1-verdenen klar over, at Nico Hülkenbergs tid i toppen af F1-feltet ville blive kortvarig i søndagens løb.

Og selvom den reelt blot varede til første sving, hvor Vettel og dernæst Webber passerede Williams F1-køreren, så er den unge tysker tilfreds efter løbet.

– Jeg er glad for resultatet, for jeg gav alt jeg havde i dag: der var ikke mere i mig! Jeg kæmpede en del med bilen, den var virkeligt ikke nem at køre, men jeg holdt Kubica bag mig hele vejen, siger ’Hulken’, som han kaldes i teamet.

– Selvom vi startede på pole, så var mine forventninger at slutte mellem femte- og tiendepladsen, så P8 er fint, og det betyder, at vi nu er sekser i konstruktørernes mesterskabet, siger Hülkenberg.

Teamkammerat Rubens Barrichello havde, som traditionen nærmest foreskriver, et problemfyldt løb på hjemmebane. Under pitstoppet var der et problem med den ene hjulmøtrik, som kostede dyrebar tid. Og et mindre sammenstød med Jaime Alguersuari kostede en punktering og dermed endnu et pitstop.

Foto: Glenn Dunbar/LAT Photographic