Jenson Button nægter at give op i forsvaret af sin VM-titel fra 2009. Briten har blot matematiske chancer for at genvinde GP-kronen – men det er stadig en chance, understreger han.
– Da jeg var her sidste år (Interlagos, red.), lærte jeg en vigtig lektie: Jeg kvalificerede mig som 14., mens min teamkammerat satte sin bil på pole, men mens jeg troede, at det hele var ovre, kørte jeg et af de mest aggressive og bedste løb i min F1-karriere. Og det er noget, jeg vil tage med mig denne weekend, hvor jeg ved, at jeg ikke bare behøver et stærkt resultat, men jeg er også afhængig af, at andre ikke får point for at jeg kan blive i mesterskabskampen, siger Jenson Button i en pressemeddelelse.
Trods et deficit på 42 point til Fernando Alonso – og 50 tilbage at køre om – har tidligere gyserafslutninger vist, at det kan lade sig gøre.
– Tager man pointsituationen i betragtningen, så er det op ad bakke at holde fast i VM-titlen, men jeg vil give alt jeg har denne weekend for at blive i kampen. Jeg kæmpede hårdt for at blive 2009-mester, og jeg vil ikke opgive min titel uden kamp, slutter Button.
Foto: Vodafone McLaren Mercedes



