Lørdag skal mesterskabstitlerne i Danish Endurance Championship (DEC) placeres. På Padborg Park skal vinderne i de tre divisioner findes.

I division 3 er Roy Arild Edland og Michael Jakobsen i front foran Chevrolet Corvette-trioen Benny Andersen, Freddy Pedersen og Klaus Q. Lausen. I division 2 kan hele fire mandskaber tage titlen – den reelle kamp står dog mellem Poulsen Racing og DK Racing. I den mindste klasse – division 1 –kan Werner Wounlund og Bjørn Larsen forsvare deres titel fra 2009, men trioen Flemming D. Olsen, Jens-Henrik Hansen og Jens Erik Hansen har vundet de fire hidtil kørte løb i år, og der skal gå meget galt, hvis ikke de skal vinde mesterskabet.

Udover titlerne i tre divisioner er der også den prestigefyldte distancepokal på højkant ved Finaleløbet på Padborg Park. Den går til det mandskab, som gennem sæsonen tilbagelægger den længste distance i Danish Endurance Championship, og også her er kampen om trofæet hård og tæt.

Udover finalen i Danish Endurance Championship byder Finaleløbet på Padborg Park også på løb for Special Saloon Car Challenge, Legend Car Cup og Suzuki Swift Challenge, ligesom der køres løb for de klassiske motorcykler.