Der er medaljer og millionbeløb i præmiepenge på spil for de danske IndyCar-kørere, når sæsonens sidste løb bliver flaget grønt i den kommende weekend.
Christian Lundgaards forrygende sæson i NTT IndyCar Series slutter i weekenden på Laguna Seca.
Alex Palou har sikret sin femte titel, men Lundgaard ankommer til Californien på andenpladsen i mesterskabet efter sit ovalgennembrud i den forgangne weekend i Milwaukee.
Den danske McLaren-kører er dog langt fra sikker på andenpladsen. Han er to point foran Kyle Kirkwood og fire point foran holdkammeraten Pato O’Ward. Team Penskes David Malukas er også stadig med i sølvkampen, dog som en outsider, 23 point bag Lundgaard.
Danskeren er dog favoritten til sølvmedaljen. Sammen med mesterskabsvinderen Alex Palou har Lundgaard været feltets stærkeste kører på permanente road courses i år – Laguna Seca bør dermed spille til danskerens styrker.
Christian Rasmussen har også lidt at kæmpe om i Californien. Amagerkanerens solide Milwaukee-weekend betyder, at han har 31 point ned til Mick Schumacher, som er den første bil uden for Leaders Circle.
Men med en maksscore på 54 point i en IndyCar-weekend skal Rasmussen slutte i Top 8 for at gøre det matematisk umuligt for tyskeren at indhente ham.
Tidsplan for Mission Foods Grand Prix of Monterrey
Fredag den 4. september
23:00 | Træning 1
Lørdag den 5. september
19:00 | Træning 2
22:30 | Kvalifikation
02:00 | Sidste træning
Søndag den 6. september
20:30 | Mission Foods Grand Prix of Monterrey
Du kan følge Christian Lundgaard og Christian Rasmussen i IndyCar-sæsonfinalen på Viaplay.



