2025-mesteren i Selected Car Group har haft en svær start på sit titelforsvar
I en nervepirrende duel sikrede Martin Andersen, Viborg, sig sidste år sin anden titel i Selected Car Group Super GT-serien. I vinterhalvåret skiftede han overraskende til Selected Car Racing og fik en flot sæsonstart med en sejr og to tredjepladser i årets tre første løb. Men siden har han haft det svært. Inden sæsonens fjerde afdeling, der køres i weekenden på FDM Jyllandsringen, indtager han således blot en fjerdeplads i kampen om det officielle DIF-Danmarksmesterskab!
”Farten har været god hele året – vi har bare kørt i modvind,” siger viborgenseren med et glimt i øjet. ”Farten har været der på alle tre baner, men vi er bare løbet panden imod muren med uheld. Ved det første løb på Jyllandsringen blev Gustav Birch skubbet ind foran min bil, og på Ring Djursland var jeg med i en startkarambolage. Det har været op ad bakke.”
Den tumultariske sæsonstart har dog ikke taget modet fra Martin Andersen.
”Jeg har bare begge gange været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Havde det været mine egne kørefejl, måtte jeg have taget det på min egen kappe, men det har det ikke været,” siger han. ”Men der er ingen tvivl om, at der skal køres klogt i efteråret, nu hvor jeg har noteret mig for de tre nulscorer, som jeg skal trække fra.”
Den forsvarende mester ved godt, hvem han skal have fokus på. Det er debutanten Kasper H. Jensen, Rønde, som topper tabellen.
”Jeg plejer altid at være glad for at køre på Jyllandsringen, men det er også en bane, hvor Kasper plejer at være hurtig,” siger Martin Andersen. ”Det gælder om at få nogle gode resultater. Jeg føler, at vi har et godt setup, og i Selected Car Racing har vi heldigvis en testdag inden Grand Prixet, hvor vi kan få finpudset formen.”
”Det har været et fint skifte til Selected Car Racing. Selvfølgelig har der været flere nye ting og andre ansigter, men jeg føler, at vi har vist os som et stærkt team, hvor vi kan arbejde sammen. Der har ikke været noget at sætte en finger på, og jeg tror stadigvæk på, at jeg kan genvinde mesterskabet.”
Læs alt om Nordic Antirust Grand Prix Danmark på https://www.danishsupercarleague.dk/gp-danmark.
Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til den kommende weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes her, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge søndagens løb på YouTube-kanalen:
Foto: Grippo



