Weekendens KOMO Rallysprint ved Svebølle blev som ventet et tæt og hæsblæsende opgør mellem de to vestsjællandske fartkometer Kenneth Madsen, Slagelse og Simon Vallentin, Svinninge/Skibby og den svenske udfordrer Adam Grahn, som igen i år gav de danske favoritter kamp til stregen.
Opgøret sluttede efter fire heat for tredje år i træk med en sejr til Kenneth Madsen, der havde Christina Winther som codriver, mens Simon Vallentin og Adam Grahn havde henholdsvis Peter Egholm og Havanna Forsell som codrivere på den 4,2 kilometer lange sprintbane i grusgraven ved Gammelrand.
Efterfølgende kunne løbsleder Bettina Poulsen konkludere, at dagens sprint blev tilgodeset med et lunt og tørt vejr tillige med en stigning i antallet af tilskuere.
Rallysprintet havde 57 biler til start og blev med undtagelse af enkelte mindre uheld og mekaniske havarier undervejs planmæssigt gennemført i samarbejde med lokale foreninger og et halvt hundrede officials, som sikrede en optimal afvikling af arrangementet.
Kenneth Madsen og Christina Winther vandt i deres Citroën C3 Rally fra Team Glad Sport dagens heat med en samlet tid på 8:16,6 min., mens Simon Vallentin og Peter Egholm i Vallentin Rallysports Hyundai i20N Rally2 blev noteret for en samlet tid på 8:25,8 min. Adam Grahn og Havanna Forsell tog i deres Skoda Fabia Rally2 tredjepladsen med en samlet tid på 8:30,3 min. Alle tre hold kørte i 4-hjulstrukne biler.
Dagens ”Røverheat“ for feltets fem hurtigste blev ligeledes vundet af Kenneth Madsen og Christina Winther foran Vallentin/Egholm og Grahn/Forsell, mens Simon Andersson og Hampus Larsson i Renault Clio Rally4 og Jacob Egholm og Morten Clausen, Skibby/Hillerød tog fjerde- og femtepladsen.



