Foto: Paul Hurley

Christian Lundgaard vandt på sensationel vis på Road America, hvor danskeren kørte sig fra sidstepladsen til sejr.

“Hvordan gjorde vi det?” spurgte en forundret Christian Lundgaard sit hold efter søndagens XPEL Grand Prix of Road America.

Det var spørgsmålet på alles læber efter danskerens katastrofale start på løbet.

Lundgaard havde problemer med bilens balance hele weekenden og startede dermed på en beskeden 13.-plads.

Startplaceringen i midten af feltet kostede dyrt, da Lundgaard havde kontakt med Scott Dixon under løbsstarten. Det kostede en frontvinge og et pitstop, der betød, at Lundgaard næsten var en omgang bagud allerede på omgang to.

Men med måske sin bedste præstation i IndyCar, en perfekt strategi og en lille smule held vendte Lundgaard sidstepladsen til sejr.

Christian Lundgaard fik lidt hjælp fra landsmanden Christian Rasmussen – desværre i kraft af amagerkanerens motor, der stod af og udløste en safety car på omgang 30.

Det gav Lundgaard mulighed for at skære sig gennem feltet og forlænge sin stint længere end alle andre. Derfra udnyttede McLaren-køreren sin fart til at overcutte sig til tredjepladsen med ti omgange tilbage.

Tre omgange senere tog McLarens nummer 7 andenpladsen fra David Malukas, hvorefter han satte jagten ind på Marcus Armstrong på førstepladsen.

Der var lagt op til en uhyre spændende afslutning, da Lundgaard lukkede forspringet til Armstrong med et halvt sekund per omgang – præcis nok til at indhente newzealænderen på sidste omgang.

Men duellen blev blæst af, da Armstrongs motor stod af med kun fire omgange tilbage. Det forærede føringen til Christian Lundgaard, der dog stadig skulle navigere en safety car-genstart på sidste omgang.

Men David Malukas på andenpladsen kunne ikke røre Lundgaard, der håndterede genstarten perfekt og trak sikkert væk fra konkurrenterne.

Præstationen udløste roser fra teamchef Tony Kanaan, som knap kunne tro sine egne øjne:

“Jeg har aldrig mødt nogen, der kan overhale på den måde,” sagde den tidligere Indy 500-vinder i et interview med FOX Sport.

Efter sejren er Christian Lundgaard fortsat på fjerdepladsen i NTT IndyCar Series-mesterskabet – men nu er der blot 17 point op til David Malukas på andenpladsen.

Alex Palou fører fortsat mesterskabet med 60 point over Malukas.

Se højdepunkter fra XPEL Grand Prix at Road America her: