Alonso kørte sin og Scuderia Ferraris tredje sæsonsejr hjem på Ferraris hjemmebane. Efter teamordreballaden i Tysklands Grand Prix var dette en sejr, spanieren tog egenhændigt. Spanieren anerkender dog både fansene og teamet efter sejren, der igen bringer ham i spil i VM-sammenhæng.

– At vinde på Monza bag rattet i en Ferrari er noget særligt, som kun kan måles med da jeg vandt foran mit hjemmepublikum i Barcelona i 2006, siger Fernando Alonso i en pressemeddelelse.

– At stå på podiet er en så fantastisk følelse. Sikke et hav af mennesker, så mange flag. Jeg var lamslået over fansenes følelser lige fra det første øjeblik de kom her torsdag. Jeg vil dedikere denne sejr til dem og til den passion, der karakteriserer alle Ferrari-fans, siger den dobbelte verdensmester.

I løbets første fase måtte Ferrari-køreren dog se sig overgået af Jenson Button, der tog starten og førte an helt frem til pitstoppene. Som så mange gange før blev de afgørende for løbets udfald, selvom Alonso hele tiden skyggede briten.

– Jeg fik en ok start, men Jensons var afgjort bedre og mere effektiv. Jeg forsøgte at angribe ham i første sving, men det gik ikke, og der var nogle hårrejsende øjeblikke, hvor jeg rørte ham og Felipe. Jeg var bekymret for, om der var nogle skader, men alt var heldigvis godt, siger Alonso om starten.

– Pitstoppet var super. Vi hentede nogle tiendedele, der gjorde forskellen. I dag vandt mekanikerne løbet, og de skabte et mirakel. Hele teamet og bilen var fantastisk, slutter Alonso, der havde selskab af teamkammerat Massa på podiet.

Foto: Scuderia Ferrari