Efter 24 hektiske timer i ‘Det grønne helvede’ kom Nicki Thiim og medkørerne i Walkenhorst Motorsports Aston Martin i mål på tredjepladsen.
Sidste omgang af årets Nürburgring 24 Hours var en sand neglebider – særligt set med danske briller. Førstepladsen var afgjort – Winward Racing lå sikkert i front, efter søsterbilen fra Verstappen Racing udgik fra føringen får timer forinden.
Men andenpladsen var stadig ikke afgjort på sidste omgang Mirko Bortolotti var to’er med et forpsring på 90 sekunder – men også en straf på 86 sekunder hængende over sig. Desuden havde Nicki Thiims medkører Mattia Drudi bedre dæk til de omskiftelige vejrforhold.
Italieneren indhentede hurtigt sin konkurrent og mindskede forspringet til blot 73 sekunder, inden uheldet ramte: en ‘Code 60’ på Döttinger Höhe. På hele den tre kilometer lange langside i slutningen af omgangen måtte italieneren kun køre 60 kilometer i timen grundet gule flag. Dermed skød Bortolottis forspring igen op til over 100 sekunder, og Thiim og co. måtte nøjes med en – stadig godkendt – tredjeplads.
Bastian Buus og Michael Christensen kom i mål på en samlet ottendeplads, mens Anders Fjordbach og High Class Racing sluttede på 15. pladsen.



