IndyCar-holdene er ankommet på The Speedway, men inden Christian Lundgaard og Christian Rasmussen skal ud på stejlkurverne, er Sonsio Grand Prix på programmet på roval-layoutet af Indianapolis Motor Speedway, også kendt som Indianapolis Road Course.
Maj-måned er helt særlig i IndyCar-verdenen. Den sidste weekend i maj står nemlig traditionelt på Indy 500 – et af verdens ældste, hurtigste og mest prestigefyldte racerløb. Men Indy 500 er ikke bare en løbsweekend – det er en hel måned med forberedelser og IndyCar-feber i Indiana.
Holdene i NTT IndyCar Series ankom allerede i Indianapolis sidste uge, og har testet to gange på ovalen. Men Indy 500 afbrydelserne bliver kortvarigt afbrudt i denne weekend, når bilerne i stedet er i road course-konfiguration til Sonsio Grand Prix på Indianapolis Road Course.
Road Course-variationen gør brug af pitlangsiden og et kort stræk på den såkaldte short-chute mellem ovalens sving 1 og 2, men består derudover af 14 sving der primært gør brug af arealet i midten af den berømte rektangel.
Christian Lundgaard fik sin IndyCar-debut på netop Indianapolis Road Course for snart fem år siden, hvor han tog serien med storm, med en fjerdeplads i kvalifikationen. Banen har generelt spillet til Lundgaards styrker – to gange har han stået på podiet, og yderligere to gange er han sluttet 4’er.
Sidste år gik løbet dog ikke efter planen, da en straf sendte ham tumlende ned gennem feltet, hvor han sluttede på 16. pladsen.
På trods af en skuffende sidste runde i Long Beach er Christian Lundgaard på femtepladsen i mesterskabet, og vil sigte efter første sejr i McLaren-papaya i denne weekend.


Christian Rasmussen har, modsat Lundgaard, ikke gode minder fra Indianapolis Road Course. Indtil videre er det blevet til en 19.- og 20. plads for amagerkaneren, som har klaret sig væsentligt bedre på ovalen.
Rasmussens sæson har indtil nu været skuffende. Sejren glippede på ovalen i Phoenix, mens de mange gadebaner ikke har spillet til ECR-racerens styrker. Han ankommer dog i Indianapolis som en dark horse til at vinde Indy 500. Forhåbentlig kan han vende formkurven og starte The Month of May på den rette fod.
Sonsio Grand Prix bliver vist live på Viaplay.
Sonsio Grand Prix tidsplan
Fredag (17. april)
Træning 1 | 00:00
Lørdag (18. april)
Træning 2 | 19:30
Kvalifikation | 00:30
Søndag (19. april)
Warmup | 19:00
Løb | 23:30



