En regelændring i tysk motorsport spænder ben for Vejle-kørerens sæson i Gebhardt Ginetta Nordic Championship.
Han har arbejdet på det hele vinteren; både med at finde økonomisk opbakning og med træningen op til sæsonstart. I sidste uge kunne 15-årige Victor Odin Soria så tage imod beskeden om, at sæsonens første løb bliver uden ham på startlisten.
Sæsonstarten bliver nemlig kørt på den tidligere F1-bane Hockenheim i Tyskland, og for nylig ændrede det tyske motorsportsforbund DMSB deres regler, således at man nu skal være fyldt 16 år for at køre racerløb i bil med et vist antal hestekræfter. Og selvom Victor Odin Soria er udlænding, som deltager i et udenlandsk mesterskab uden en eneste tysk kører på deltagerlisten, gælder reglen altså også for ham.
“Jeg er helt vildt skuffet. Jeg har glædet mig sådan til at få startet sæsonen, og ikke mindst at komme til at køre på en legendarisk bane som Hockenheim, så at jeg nu bliver dømt ude på denne måde er både uretfærdigt og svært at acceptere”, siger en skuffet Victor Odin Soria.
Det er ikke fordi, der ikke er blevet kæmpet for Victors ret til at køre. Både hans svenske team, KRT Racing, promotoren for Ginetta-mesterskabet og Dansk Automobil Sports Union har forsøgt at få det tyske forbund talt til rette, men intet har virket.
“Alle har gjort alt, de kunne, for at få mig tilbage på startlisten, og det er jeg virkelig taknemmelig for. Desværre har det bare ikke været nok, så jeg må indstille mig på at vente yderligere tre uger før sæsonen starter for mit vedkommende”, siger han.
Victor og hans familie tager trods skuffelsen turen til Hockenheim i weekenden for at bakke op om teamkammeraterne i KRT Racing. Næste løb på kalenderen er på Gelleråsen Arena i slutningen af maj.
Victor Odin Soria Racing



